Tilmeld dig mailing-listen og få alle borgerforslag sendt til din mail, så snart de opnår 20.000 underskrifter. Et borgerforslag har 180 dage til at få 50.000 underskrifter, før det bliver fremsat i Folketinget. Herefter beslutter de, om det er noget, som skal vedtages. Folketinget har en brugbar hjemmeside, hvor man kan se alle aktive og historiske borgerforslag. De mangler dog den funktionalitet, som du kan få her: underret mig, når et nyt borgerforslag tager fart.
Min motivation for at lave denne side er, at jeg er rigtig bekymret for vores klima. Det er der mange danskere, som er. Vi bliver fortalt, at vi skal mindske vores eget forbrug og leve bæredygtigt, men det mest effektive man kan gøre er, at tage beslutningerne politisk. Lige meget, hvor meget jeg skruer ned for varmen i min lejlighed, vil Aalborg Portland stadig stå for 19% af al den CO₂, som jeg må udlede årligt som individ, hvis vi skal leve bæredygtigt. Det er jeg ikke begejstret for.
I 2019 blev borgerforslaget om en dansk klimalov vedtaget i Folketinget med over 68 tusind underskrifter. Min underskrift var ikke en af dem, for jeg vidste ikke, at forslaget eksisterede.
Dog har denne mailing-liste ikke noget særligt fokus på klima og fremmer ikke nogle overbevisninger frem for andre. Det eneste formål er, at det skal være lettere at kunne engagere sig politisk som borger i Danmark og første skridt mod det er, at vide, hvad der rører sig.